En skærmbrille er en brille, der er specielt udviklet til at give dine øjne de bedste arbejdsforhold ved skærmarbejde. Med en skærmbrille kan du fokusere på skærmen, der er længere væk, end den afstand du almindeligvis holder en bog eller avis.
Rigtig mange bruger deres private brille, når de arbejder foran computeren. Det kan give gener som hovedpine, rygsmerter, stivhed i nakke og skuldre samt træthed og svien i øjnene, fordi den private brille typisk ikke er tilpasset den særlige synsafstand til skærmen. På den måde kommer du ofte til at anstrenge øjnene og sidde uhensigtsmæssigt for at få et klart billede på skærmen, og det kan resultere i de ovenstående gener.
Udviklingen inden for skærmbrilleglas har gjort, at vi kan tilpasse en skærmbrille efter dine personlige behov. Det betyder, at du ikke længere behøver at tage brillen af og på i skiftende arbejdssituationer, som det var tilfældet tidligere. Med en skærmbrille tilpasset dine personlige behov kan du se skarpt på skærm og tastatur samt ud til en afstand af enten 1, 2 eller 4 meter, afhængig af hvilken type glas du vælger.